Jessamy Hibberds bog Sov godt, fra serien Bøger der forandrer din hverdag, er en let tilgængelig bog, der besvarer spørgsmålene: Hvordan sover vi? Og hvordan forholder man sig til søvnløshed og søvnproblemer?

Hibberd er psykolog og har udgivet flere bøger indenfor mindfulness og stresshåndtering. Hun har siden 2011 drevet en psykologpraksis i London og har sideløbende udgivet bøgerne. Hun har skrevet et doktorat fra Kings College London.

Min læsning af bogen

Jeg begyndte selv at læse om søvn og søvnproblemer for et år siden og har været diverse hjemmesider og lignende bøger igennem. Jeg havde fundet frem til mange af de konklusioner, som Hibberd beskriver i sin bog. Men hvordan skulle jeg videregive informationen, der var spredt på tværs af hjemmesider og artikler?

Efter at have læst Sov Godt ved jeg, at jeg kan henvise til den som en god start. I bogen på knapt 160 sider beskriver Hibberd, i en let og konstruktiv tone, søvnproblemet, og hvordan vi som individer løser det. Hun kommer med nogle af de samme tips, som vi også anbefaler her på Sampa. Eksempelvis at stoppe med at indtage koffein inden sengetid og betoningen af, hvor vigtigt det er med en god seng.

Men hun går også dybere ned i psykologiske perspektiver som eksempelvis paradoksal hensigt. Et mantra som Hibberd er meget optaget af er, at vi ikke kan fremtvinge vores søvn. For at kunne komme til at sove godt er du nødt til at narre din hjerne til at tro, at du er ligeglad med at sove. Det går igen gennem hele bogen, hvor den positive og konstruktive tilgang til søvnproblemet er defineret med udgangspunkt i hendes baggrund i psykologien.

Bogen består af korte kapitler med tilhørende øvelser. Under min læsning udførte jeg nogle af de mest relevante øvelser.

Hvert kapitel slutter med tre korte, opsummerende sætninger, der er gode til at genkalde sig hovedpointerne.

En af de tiltag, som Hibberd anbefaler er, at man hver dag tager sig omkring et kvarter til at tænke sine bekymringer igennem. Dette er en strategi, som jeg har taget med mig fra bogen.

Er Sov Godt den bedste bog om søvn?

Jeg har læst flere forskellige bøger om søvn – både medicinske og de mere psykologiske/selvhjælpsbøger som denne. Og i den sidstnævnte genre er Sov Godt et af de klart bedste bud.

Bogens lette form og korte kapitler med mulighed for fordybning i øvelserne gør det muligt at bruge bogen som en grundttekst til at øge din bevidsthed om din søvn. De tematisk opdelte kapiter gør at bogen også kan fungere som et opslagsværk, som du kan slå op i, når du er særligt plaget af eksempelvis stress.

De mange strategier i bogen retfærdiggør en genlæsning, og gør den let at vende tilbage til, hvis man skulle have søvnproblemer i en periode.

Når det så er sagt, så er der ikke noget epokegørende forskning i bogen, og mange af de strategier, som Hibberd omtaler er alment kendte. En søvn-entusiast som mig selv, savner at hun går mere ned i søvnforskningen. Men der skal også være bøger til at løse konkrete problemer som søvnløshed. I denne genre er Sov Godt et godt bud, som jeg vil gemme.

Køb Sov Godt eller lån den på biblioteket

Sov Godt kan både købes på nettet og lånes på biblioteket.

Selv lånte jeg Sov Godt gennem bibliotekets e-bogs-service E-reolen. Selvom det virkede, så vil jeg enten låne den i fysisk form eller købe den næste gang. Bogens største force – dens enkle, meget overskuelige format går tabt, når bogen bliver ’oversat’ til eReolens atypiske format.

bedste seng 2017

Modtag 12 tips til en bedre søvn.

Vi har samlet 12 konkrete tips, som du kan bruge til at sove bedre - allerede i aften.

You have Successfully Subscribed!